Hvad kan du gøre for ludomanen?

Som pårørende kan du ikke selv få ludomanen til at stoppe med at spille. Men der er fire ting, du kan gøre for at ”skubbe vedkommende i den rette retning”.

Tal med vedkommende om ludomani:

  • Spørg til hans spil. Spørg om ikke det måske er et problem. Den direkte tilgang er oftest den bedste!
  • Fortæl vedkommende at du vil støtte og hjælpe. Spørg til hvilken hjælp han har mest brug for.
  • Hvis du observerer specifikke problemer, så giv ham dette som feedback og hør, hvad han tænker om det.
  • Du skal forsøge at undgå skænderier – det gøres bedst ved ikke at bebrejde personen, men udelukkende præsentere data og spørge til feedback.

Du skal hverken give eller låne penge:

  • Hvor svært det end er at se en pårørende i økonomiske problemer, så skal du hverken låne eller give penge til ludomanen. Oplever ludomanen ikke konsekvenserne af sit spil, vil han blot fortsætte og måske satse og tabe endnu mere.
  • Hold – hvis det er muligt – øje med de forskellige konti og kreditkort, som ludomanen har adgang til. Luk dem eventuelt.

Motiver og støt personen til at opsøge hjælp:

  • De færreste ludomaner søger selv hjælp. De fleste behøver en hjælpende hånd.
  • Opsøg og videregiv information om ludomani og ludomanibehandling til din pårørende.
  • Videregiv materiale der dokumenterer behandlingens effekt.
  • Tilbyd selv at deltage i behandlingen – mange behandlingssteder har grupper for ludomaner og pårørende.

Vær reel med dine trusler:

  • I visse tilfælde kan det blive nødvendigt at sætte tingene på spidsen og give ludomanen et ultimatum: ”Nu skal du i behandling ellers...”
    Når du stiller krav eller i sidste ende et ultimatum, så husk aldrig at true med konsekvenser, du ikke er 100 procent sikker på, at du er klar til at føre ud i livet.

Som pårørende til en ludoman er det vigtigt, at du tager vare og passer på dig selv. Husk derfor at:

  • Tage tid til dig selv ved dyrke dine interesser og passe dine forpligtelser.
  • Styrke din energi ved at motionere og få din nattesøvn.
  • Passe på dine penge ved at have overblik over dine pengesager og ved ikke at påtage dig ludomanens gæld.

Danske Spil © 2015